Jørgen Bjerre

Jørgen Bjerre

En ildsjæl i Andesbjergene er død

Den danske jesuiterpræst, jurist og menneskerettighedsforkæmper Peter Tantholdt Hansen er død i Peru 84 år. Hans hjerte var slidt op efter et langt liv i aktiv næstekærlighed.

Journalist Jørgen Bjerre skriver om ham:

”Jeg er normalt svær at finde frem til. Jeg bor i en lille bygd, der ikke findes på noget landkort i verden. Vejene herop er farlige og vanskeligt passable. Den sidste dagsrejse foregår til fods over et snedækket pas i 5000 meters højde. Du er hjertelig velkommen!”

Sådan lød det svar jeg fik, da jeg for mere end 22 år siden skrev et brev til en mig ukendt præst i Andesbjergene i håbet om at måtte få et interview om hans eventyrlige liv. Jeg vidste ikke ret meget mere, end at han i 50’erne var en af Danmarks førende sportsfolk, landsholdsspiller i både håndbold og basketball, men derefter var forsvundet fra offentlighedens søgelys.

I en lille våd landsby under kolde tågeskyer på en bjergkam, traf jeg Peter første gang en aften i marts 1988. En høj vejrbidt mand med venlige blå øjne. Med begge hænder dybt begravet i lommerne på en gammel dunjakke. Med fedtlæderstøvler, cowboybukser og en strikhue, der var trukket ned i panden.

Det blev til en dyb beundring for en grænseoverskridende, slagfærdig og modig mand, for hvem medmenneskelighed ikke bare var et fint ord i en søndagsprædiken, men et dagligt, hårdt arbejde blandt undertrykte mennesker i en fattig verden. En mand der aldrig postulerede, at vi i den ”civiliserede” verden sidder inde med de evige sandheder.

Som ung jurist stod den populære sportsmand foran en lovende karriere herhjemme i Danmark, da han til vennernes forbløffelse sadlede om og gik ind i Jesuiterordenen for at leve sit liv i fattigdom, cølibat og lydighed mod pavestolen. Efter lange studier i Tyskland og Rom blev han som jesuiterpræst sendt til Peru for at missionere blandt indianerne.

Men Peter missionerede ikke.

”Vi skal ikke bare komme brasende fra Europa og erstatte én religion med en anden”, sagde han. ”Alle mennesker har ret til at udtrykke sig overfor Vorherre på deres egen måde, med deres egne symboler. Inden vi missionerer er det vores pligt at møde vore ikke-kristne medmennesker med respekt og finde ud af, hvad de tror, og hvilket forhold de har til livet og døden. Ellers ville det være uanstændigt at blande sig i disse menneskers liv.”

Den nye, sydamerikanske befrielsesteologi, der opfordrede kirken til at stille sig på de svages side i samfundet, var lige vand på Peters mølle. Præsterne skulle være solidariske med de fattige og være med til at befri dem for sult og nød, for først da er der menneskeligt overskud til en åndelig befrielse.

Peter blev sendt op i Amazonlandets regnskove til de tidligere hovedjægere aguarunaerne, der hjalp hinanden med alt og ikke behøvede nogen missionær til at formane sig om, at ”De, der har noget, deler med dem, der ingenting har.”

– Jeg gik ikke rundt i regnskoven for at frelse sjæle, sagde Peter. Rigtigt forstået og praktiseret kan kristendommen være befriende, men den skal gives som et tilbud. Ikke som noget, man skal have proppet ned i halsen.

I begyndelsen af 70’erne flyttede Peter sine teltpæle op til bjergenes kulde i den modsatte ende af Peru, hvor hans sogn kom til at bestå af 25 landsbyer, der ligger dagsrejser fra hinanden, og hvoraf mange kun kan nås til fods eller på hesteryg.

I en bidende kold dal på højde med Mont Blanc i Europa kom han til at bo i en lille landsby med rå kampestenshytter, hvor indianerne levede på stenaldermaner. De opretholdt livet ved at holde lamaer på bjergskråningerne og dyrke majs og kartofler 2000 meter længere nede i regnskoven. Og Peter smed skjorten og sled med dem i markerne, når der skulle sås og høstes.

Børnedødeligheden var forfærdelig. Når et barn blev født, blev det viklet ind i klude og lagt hen i husets mørkeste krog i 24 timer. Hvis barnet var robust og overlevede, så tog moderen sig af det. Hvis det døde …nå, ja, så havde det bare været en engel, man havde haft til låns.

Med støtte fra Danida, Caritas og udenlandske hjælpeorganisationer gik Peter i gang. Han sørgede for, at skolebørnene i hans område hver dag fik et godt og varmt måltid mad. Og han oprettede skoler i håndværk og landbrug, og lavede kurser i sundhedslære, ernæring, læsning og skrivning. Han skaffede rent vand i landsbyerne og oprettede små effektive elektricitetsværker, så der er kommet lys og varme i de små kolde stenhuse. Og ikke mindst kraft til værkstedsmaskiner og deraf følgende arbejdspladser. Han lavede savværk og gartneri og byggede veje og ørreddamme og var ikke til at standse.

Han forsøgte at give sine medmennesker nye horisonter og trække dem op af den sump af ligegyldighed, der følger med mismod og fattigdom. Han var en ildsjæl for at få dem ud af elendigheden – og de elskede ham for det.

Som jurist var Peter manden bag oprettelsen af menneskerettighedskontorer i hele Peru, og i årevis besøgte han landets berygtede fængsler for at hjælpe mishandlede og uskyldigt dømte.

Peter glemte ikke, at han var præst, men han prøvede aldrig at pådutte indianerne sin egen moral eller levevis, men søgte tværtimod at gøre dem bevidste om de værdifulde ting i deres egen kultur.

”Når jeg så en bondekone grave en lille offergave ned i kartoffelmarken som en tak og en bøn til Paschamama, til Moder Jord, i håbet om at få en god høst, så syntes jeg ikke, jeg kunne gøre det bedre. For mig er det ligegyldigt, om Vorherre er hunkøn eller hankøn,” sagde Peter.

”Vi skal naturligvis ikke forråde og udvande kristendommen, men vi skal lære at anerkende, at kristendommen ser anderledes ud i andre kulturer.”

Peters medbrødre havde for længst indset, at han ikke kunne presses ind i nogen traditionel støbeform. Han trivedes ikke med snærende bånd, og det passede fint med, at han selv ønskede frihed for alle andre i denne verden. Frihed for sult og undertrykkelse. Frihed til at være mennesker.

”Når vi engang er brugt op og har tømt det sidste bæger med hinanden, så skal vi kunne se os selv i øjnene og vide, at vi gjorde, hvad vi kunne,” sagde han.

Nu var Peter brugt op. Nu har han fortjent at komme op og ”nyde snapsen ved Vorherres evige måltider,” som han selv sagde. Men ude ved verdens ende, hvor han betingelsesløst ofrede alt for at give alt, vil savnet være stort.

Link til nekrolog i Kristligt Dagblad