Anmeldelse af Kim Skotte, Politiken.

Når en fremmed kommer til en landsby i den indianske regnskov, må han altid svare på spørgsmålene: Hvem er du? Hvor kommer du fra? Hvad gør du her? Hvor er du på vej hen? Da Jørgen Bjerre opsøgte sin landsmand, den katolske jesuitterpræst Peter Tantholdt Hansen, i en fjern afkrog af Peru, stillede han de samme spørgsmål. Som svar fik Jørgen Bjerre hans overraskende livshistorie og hans udogmatiske og uhøjtidelige meninger om liv og død, hjælpearbejde og kristendom. Om mødet med en kultur, der ofte var stærkere end hans egen, og om 30 års kamp for at forbedre vilkårene for sine indianske sognebørn i Limas slumkvarterer, Amazonas regnskove og siden 1972 i de tågehyllede Andesbjerge.

Peter Tantholdt Hansen, født 1926, var i 50’erne en af Danmarks mest populære sportshelte. Sideløbende med karrieren som landsholdsspiller i håndbold og basketball passede han sit jurastudium, og efter endt eksamen blev han fængselslærer. Her så han hurtigt, at folks liv går skævt, fordi de mangler en holdning til tilværelsen. Så sadlede han om. Han blev optaget i Jesuiterordenen, læste filosofi og teologi i Tyskland og Italien og blev i 1968 sendt til Peru som katolsk præst for at missionere blandt de fattigste. Blandt dem har han nu boet i næsten 30 år – uden at missionere. Verden på højkant tegner et portræt af en mand af stor integritet, handlekraft, viden og beskedenhed. Han siger for eksempel: “Man påstår, det er umuligt at redde verden fra sult. Dertil kan jeg kun svare: Prøv! Har I prøvet?”. “Selvom Tantholdt Hansen sikkert ville vride sig i stolen ved tanken, bliver Verden på Højkant et portræt af en temperamentsfuld moderne helgen og hans mange gode, gedigne gerninger. Af et menneske, der har ofret sig for sine medmennesker og ikke lægger skjul på, at han derigennem har fået fyldt tilværelsen ud.”

 

Kan lånes på biblioteket, indtalt på kassettebånd:

99.4 Tantholdt Hansen, Peter Bjerre, Jørgen Verden på højkant

[lydoptagelse (kassettebånd)] : møde i Andesbjergene med indianernes danske jesuiterpræst / Jørgen Bjerre ; indtaling: forfatteren. – Kbh. : Gyldendal Lydbøger, 1999. – 7 kassettebånd i 1 mappe (8 t., 48 min.)  Biplacering: 25.7 ISBN 87-605-8445-9

Kan bestilles hos Nota (personer med læsevanskeligheder)  på CD:

 http://www.nota.nu/