Dansk forkæmper for fattige indianere er død

Landskendte Peter Tantholdt Hansen døde efter kort tids sygdom den 28. juli 2010 i Lima i Peru. Han blev 83.

Den danske jesuiterpræst og tidligere landsholdsspiller i både basketball og håndbold nåede at leve 41 år blandt og for de fattige indianere – efterkommere af inkaerne – i Andesbjergene i Peru.

Tantholdt Hansen blev født den 16. maj 1927 og voksede op i en katolsk familie med en søskendeflok på 7 i Ballerup, som dengang lå uden for København. Efter en juridisk embedseksamen indtrådte han i jesuiterordenen i 1957 og blev viet til præst i 1966 i Skt. Augustins Kirke på Østerbro i København af biskop Hans L. Martensen. Kort efter forlod han Danmark og virkede som præst i Lima for slumboere.

I 1969 flyttede han til Peru for at arbejde for aguaruna-stammen i Amazonas-junglen i landets nordlige del. Her blev han udnævnt til høvding for missionsstationen. Kort efter ansøgte Peter Tantholdt for første gang Danida om u-landsstøtte via bistandsorganisationen Caritas Danmark.

Året efter iværksatte han i samarbejde med katolske unge ”Aktion slæbebåd”, som samlede alskens skolematerialer ind til fordel for indianerne ved Chiriaco-floden. Aktionen blev landskendt gennem dansk presse og snart blev det til en landsindsamling med halvanden million vitaminpiller og 15 tons skolematerialer m.v.

Den danske gruppe fik kontakt til et rederi, der skulle sejle uden last til Amazonas-floden. Alt blev fragtet til Tantholdt, der fik fordelt materialerne. Kort efter flyttede han til Cuzco-departementet, hvor han virkede som præst for fattige højlandsindianere indtil sin død.

I 1975 fik Tantholdt tildelt årets julekalenderprojekt, hvor overskuddet fra de indsamlede midler finansierede et værksteds- og undervis-ningscenter i landsbyen Ocongate. I årene efter blev det til mange flere projekter – store som små.

Han tog bl.a. i 1988 initiativ til igen via Caritas at få levnedsmidler fra EF’s overskudslagre. Tantholdt stod for fordeling af hjælpen til de fattige – især børnene.

Peter Tantholdt bosatte sig i landsbyen Urcos – en time bilkørsel fra inkaernes gamle hovedstad Cuzco. Her virkede han sammen med 7 til 8 jesuitter igennem alle årene i et område på størrelse med Sjælland, men med bjerge op til 5.000 meters højde.

Det kunne tage uger at gå til de fjernestliggende landsbyer. På sine rejser i bjergene boede han oftest i landsbyen Quico Grande, der ligger i 5.000 meters højde.

”Når jeg fortæller om kartoffelsuppe, at der ikke er indlagt vand og el eller toiletter og at der er meget langt til nærmeste telefon visse steder – ja så er der ikke megen begejstring tilbage”, berettede Peter Tantholdt ved flere lejligheder

For Tantholdt hørte præstegerning og livsnært arbejde sammen; det blev grunden til, at udviklingsarbejdet var en integreret del af hans præstevirke igennem alle årene.

For ham måtte det ikke være ord alene, når han prædikede om næstekærlighed og solidaritet, ”… for vi kan ikke adskille budskabet fra det praktiske arbejde”, understregede han. Budskabet når frem, når vi tier stille og gør noget. Vi må ”lære af de fattige, ja se i den fattiges ansigt, Guds egne forpinte træk og anerkende sin medskyld og give alt dette udtryk i en praktisk omvendelse…”

Han sagde videre, at kirkens røst har ændret sig, og at det er blevet den lyttende, medfølende, solidariske, tjenende og lidende, fattige kirke, som er ved at fødes. ”Nu må alle disse dybe følelser og smukke ord iklædes kød og blod…”

Peter Tantholdt havde dyb respekt for indianernes kultur. Han under-stregede gang på gang, at enhver kultur har ret til at udtrykke sit forhold til Guds mysterium med tegn, hentet fra deres egen overlevering.

Som eksempel fortalte han, at han i Quico lærte kokaens mange udtryksmidler: ”Jeg lærer takken til Pachamama (Moder Jord), at ofre et despacho (et brændoffer) til Apu Nanatiyoc (formidleren mellem Gud og mennesker på den stejle bjergtop i Quico); jeg lærer at knæle ned foran husherren og de forsamlede venner og kvinder og ofre chicha og bede for lamaen og alpacaen…”

Peter Tantholdt Hansen døde efter kort tids utilpashed. Han var taget til Lima for at blive undersøgt og fik her flere hjertetilfælde. Det var hans ønske at blive begravet i landsbyen Quico Grande.

Peter Tantholdt Hansen var et levende eksempel på en troende med hjertet på rette sted. Han tog de fattiges byrder på sig. Det var centralt for ham, at det absolut ikke bør være os uvedkommende, at der er fattige – mennesker der sulter og er syge.

Hvil i fred.