* Skolebespisning i Marcapata *

Marcapata - Peru

"Mennesket er en helhed, og har brug for både åndelig og materiel føde" /Peter Tantholdt Hansen

Skolebespisning 2017-07-17T16:39:03+00:00

Den danske jesuitterpræst Peter Tantholdt Hansen var initiativtager til utallige projekter i Peru.

I Marcapata med projekter som vandkraft, landeveje, værksteder, boliger, radio, undervisning, bibliotek, kontor for menneskerettigheder og skolebespisning.

Et af hans vigtigste projekter var undervisning og ikke mindst skolebespisning, da børnene fra de fjerntliggende landsbyer mødte sultne op til undervisningen.

Siden 1998 har sognet tilbudt en madordning, hvor 180 børn dagligt får morgenmad og frokost. 

Mød padre Peter i spisestuen!

Sankt Vincent Grupperne har i foråret 2017 indgået en ny 3-års kontrakt med padre Antonio. Der bliver overført 6000,- USD pr år.

Kontrakten dækker støtte til skolebespisningen for 180 børn, der går i primaria og secundaria.

Mange af børnene er fejlernærede og  bor på lejede værelser og skal selv sørge for mad, tøjvask mv.

Elins bondegård

I 1994 grundlagde Peter Tantholdt Hansen en landbrugsskole på arealer nedenfor Marcapata i Amacho. Stedet fungerer nu som et økologisk landbrud (Elins bondegård), hvor der dyrkes frugt, grøntsager og leveres æg og kød til sognets skolebespisningsordning.

Arbejdet ledes i dag  af en gæv nordjysk kvinde Elin Hansen, der i 1995 skabte sig en ny tilværelse i Andesbjergene i Peru og senest på gården i Amacho.

Læs historien bag gartneriet!

 “OM BESPISNINGEN AF SKOLEBØRN

Interview med Peter Tantholdt Hansen (ABCfilm 2004) 

Peter og Finn (ABCfilm) i præstegården i Urcos

Peter og Finn (ABCfilm) i præstegården i Urcos

“Man kan ikke leve i Sydamerika og bare sige, at man er kirke for halvdelen af mennesket. Mennesket er en helhed, og mennesket har brug for både åndelig og materiel føde. Vi har en masse projekter, som tager  hensyn til den anden del af mennesket, den materielle del. Vi er alle sammen enige om, at pastoralt arbejde omfatter alt, som kommer mennesket til gode. 

Jeg kan nævne en hel masse projekter, som vi udfører både her og i resten af vore sogne. Da vi lægger megen vægt på  undervisning, var det helt naturligt, at vi kom ind på bespisning af skolebørn, et projekt, som jeg har her i Marcaparta og i Quico, en af landsbyerne. Jeg har opdaget, at børnene fra landsbyerne fjernt væk kommer uden mad. Måske spiser de et eller andet en gang om dagen, måske de kartofler, de har fået med hjemmefra. Så er der ikke mulighed for at lave en undervisning, der er effektiv, i hvert fald ikke når de sidder og er sultne og tænker på maven.

Børnene er underernærede og overlever lige netop; det kan man se på dem. Da de kom ind i vores skolebespisning, fandt de ud af, at de kunne spise sig mætte hver dag. Det betyder, at de ved hvert måltid spiser godt et kilo; det er småbørn, altså ikke store stærke fyre, men de, der koger, har beregnet det sådan, at de kan få et kilo hver at spise. Vi kan se følgerne af det: de begynder at pludselig vokse, de får kød på kroppen, så det ikke er halvskeletter, der går rundt.

Her i Peru, som i alle lande, er der naturligvis skolepligt, men det bliver ikke fulgt op, så det afhænger af forældrene og mange gange af børnene selv, for forældrene er meget dårligt motiveret for undervisning, da undervisningen er meget dårlig. De siger: ”Hvorfor skal børnene bare sidde og spilde tiden, de kunne arbejde i marken, de kunne lære at passe dyrene, de kunne hjælpe os i huset.” Der er mange børn, der falder for det og vælger at blive hjemme, især hvis de ikke har nogen mulighed for at leve her i landsbyen. De har ingen penge til at købe mad og spise for, så er det klart, at de bliver hjemme. De kommer kun, hvis der er undervisning og et køkken og en spisesal, hvor de kan få noget at spise. Det kan da godt være, at der også er nogle, der kun kommer, fordi der er spisning, men over for dem er vi temmelig krævende. De skal hjælpe lidt til i spisesalen, og de skal også give et beløb, som svarer til vel en 100 kroner om året for at få noget at spise, hver dag i skoletiden. Det kan børnene selv tjene ind til, eller forældrene kan aflevere fødevarer, kartofler, majs og sådan noget, som vi bruger i spisesalen. ”

Læs hele interviewet!