Byen Marcapata ved foden af Ausangate-bjerget (6284 meter højt) ligger i 3150 meters højde over havet.

Marcapata er et af et af de mindre befolkede distrikter i Quispicanchi med ca. 4600 indbyggere spredt ud over et område lidt større end Sjælland. Heraf lever ca. 1500 mennesker i byen og resten i de tilhørende quechua-talende landsbyer spredt i et stort område, der dækker flere forskellige højder og øko-zoner. I de højest beliggende bjergegne er hovedaktiviteten alpacaproduktion, samt fåre- og lamahold, i de mellemliggende egne dyrkes kartofler og et begrænset antal grøntsager til selv-forsyning, og i de lavere regnskovsdækkede egne, kaldet ’junglens øjenbryn’ dyrkes rocoto (chilli) og frugt. Karakteristisk for landbrugsproduktionen i området er et lavt niveau af produktivitet, lav grad af kommercialisering, mangel på teknisk assistance, lave priser for landbrugsprodukter, og foranderlige klimaforhold der underminerer de traditionelle landbrugsrutiner. Således lever folk i Marcapata-distriktet i ekstrem fattigdom med en månedlig indkomst på 102 soles (svarende til ca. 200 kr.)

Marcapata repræsenterer det store segment af Perus befolkning som ikke har nydt godt af de sidste 10 års vedvarende økonomiske vækst på gennemsnitligt 6%, især stimuleret af naturressourceudvinding og makroøkonomisk stabilitet. Peru regnes i dag som et mellem-indkomstland, men selvom fire millioner peruanere har løftet sig ud af fattigdommen i de sidste 10 år, så er ulighedsproblemet stadig relativt uforandret: Ifølge UNDP er det de 20% rigeste i befolkningen, der kontrollerer 56,7% af indkomsterne, mens de 20% fattigste kun modtager 3.7%. Der er især ulighed mellem land og by, og hvor fattigdommen på nationalt plan er på 30%, er den på landet 56%, og blandt oprindelige folk helt oppe på 85%. De økonomiske analyser fortæller desuden, at det er de områder, der var mindst økonomisk udviklede inden boom’et startede, som har oplevet mindst fremgang, og som efterhånden hægtes helt af udviklingen.

Et baseline-studie foretaget af UNICEF i Marcapata-distriktet viser da også tydeligt, at der er store udfordringer at overvinde: Kun 42% af børn under tre år i Marcapata distriktet er normalvægtige, mens 23.2% lider af akut underernæring og 34.8% befinder sig latent i risiko for at blive undervægtige. Underernæring i de første leveår kan betyde permanente skader og langsommere udvikling. Også når børnene bliver ældre fortsætter den seje kamp mod fattigdomsrelaterede sygdomme, og generelt identificerer provinsregeringen en mangelfuld sundhedspleje med ét hospital i provinsen (i Urcos) og i Marcapata kun en sundhedspost med én læge samt sygeplejerske.

Uddannelsesmæssigt står Peru svagt med en 133. plads ud af 144 lande, rangordnet af World Economic Forum. Cuzco ligger under landsgennemsnittet og Quispicanchi-provinsen har den laveste uddannelsesprocent i regionen. Således viser UNICEF-studiet, at kun 1% af forældrene i Marcapata har taget en videregående uddannelse, at en meget lille del har færdiggjort ’Secundario’ (i alt 11 år) (9% for mødre, 18% for fædre) og næsten halvdelen af mødrene har ikke færdiggjort grundskolens 6 års undervisning (46%) (for fædrenes vedkommende 29%).

Størstedelen af landbefolkningen lever som funktionelle analfabeter, da kvaliteten af den undervisning der tilbydes samtidig er af ekstremt ringe kvalitet. Ofte undervises der kun 3-4 dage per uge, undervisningen foregår på spansk selvom størstedelen kun forstår quechua, der er mangel på pædagogisk og læringsfordrende støtte og skolerne lukker i lange perioder på grund af strejker.

Hvor det tidligere var en møjsom dagsrejse ad hullede grusveje, er der siden 2011 anlagt den interoceaniske, asfalterede landevej, så man kan køre fra Cuzco til Marcapata på 4-5 timer. Dette giver økonomisk positive udsigter for en by som Marcapata, idet muligheder for mere handel og service givetvis vil åbne op. ”Vejen har gjort livet lettere for mange peruanere; men den har også gjort det samme for smuglere af illegale stoffer, illegale guldminearbejdere og skruppelløse entreprenører” med katastrofale følger for regnskoven længere nede af vejen. Transporten af tømmer er også blevet nemmere med den nye vej, og skovhugsten truer med at udrydde enestående dyre-og planteliv.

Der er også bekymring at spore i forhold til befolkningen i Marcapata: Guldfeberen raser i regionen, så det er utrolig svært at overbevise de unge til at uddanne sig. De får et lift med lastbilerne, der kører fra Cuzco ad landevejen ned til Quince Mil i Puerto Maldonado i regnskoven. De tjener hurtigt 1000 soles om måneden (langt over de gennemsnitligt 100 soles som deres forældre tjener) og vender tilbage til Marcapata med mobiltelefon og motorcykel (uden kørekort), dog ofte syge og forgiftede af merkur som bruges i udvindingen af guld. For pigernes vedkommende ender de ofte i prostitution og hvis de overhovedet vender tilbage, er det med store ar på sjæl og krop.

Det er tydeligt, at jo længere væk man kommer fra Cuzco, jo mere isolerede bliver samfundene. Det har således indtil for nyligt været yderst begrænset, hvilke udefrakommende organisationer, der kastede sig ud i projekter i Marcapata-distriktet til kamp mod den ekstreme fattigdom. Med den nye landevej er der nu bedre adgang, og en række organisationer har meldt sig på banen. Ingen af disse er dog gået så vidt i deres arbejde, at de har oprettet projektkontorer i området.

Uddrag fra konsulentrapport 2013 – Caritas