Nu har jeg været på gården i Amachu, Peru i over en måned.

Vi har brugt de biodynamiske præparater, som jeg havde med fra Danmark, og planter, sår, dyrker og høster efter den biodynamiske kalender på disse højde og breddegrader, her er jo sådan set kun to årstider, regn og mindre regn, så vi kan plante og høste hele tiden 🙂 Vi dyrker noglelunde det samme som hjemme, men har dog mulighed for nogle flere eksotiske afgrøder, som bl.a. avokado, lime og det vi kalder tomattræet, da vi ikke får frost. Hos os har vi: Bladselleri, gulerødder, kartofler, kål, grønkål, hvid og rødkål, blomkål, ærter, bønner, salat, spinat, majroer, majs og lidt forskellige læge og krydderurter. Blomme, æble og ferskentræer. Dyreholdet består af 7 grise, ca. 170 høns, 2 katte og en hund.

Det er ikke en nem opgave at være økologisk her, og slet ikke biodynamisk. Det er ualmindelig svært at få fat på autoriseret frø og såsæd af økologisk kvalitet, og glem biodynamisk. Jeg har endnu ikke fundet noget i Cusco. Jeg forsøger dog at få kontakt til den biodynamiske forening i Lima. Det kan tage op til en time, at sende en mail, fra du trykker ‘send’, så det er ikke meget tid, vi bruger foran computeren.
De reneste frø, som vi kan få fat på, er dem vi får fra Quetua indianerne, de har aldrig været i kontakt med giftstoffer. Men den amerikanske/Europæiske giftindustri har rivende travlt, og har sine tentakler inde overalt i storbyer, småbyer og små markedspladser. Så de er begyndt at sprøjte overalt, med meget lidt eller ingen viden om, at det på sigt gør jorden meget sårbar og afhængig af kunstgødning og pesticider, og går udover folks sundhed og helbred. Sikkert derfor at man lige pludselig er blevet opfordret til fra international side, til at sende sine 1500 uberørte majsarter til frødepotet i Svalbard!!

Industrien har travlt med at komme til fadet, og mennesker her er, som mennesker er overalt, de bliver grådige og ligeglade og forurener med plastic og giftstoffer i floder, bjerge, vej og jungle, måske fordi de tror det giver dem en højere og bedre levestandard, eller ren og skær uvidenhed. De er dog kommet så sent i gang med denne udvikling, at det ikke er så slemt som i Indien. Landet forsøger at lave skraldesortering, og selv i den mindste bjerglandsby kan man finde 2 skraldespande, en til grønt og en til plastic, (det er mere end hvad DK byder på) men igen, mennesker skal jo lære at bruge det også…

Det var lidt om den sorte side af Peru.

Men ellers er det et storslået land, hvor inka-terasserne på bjergskåningerne stadig er den foretrukne dyrkningsmetode af majs, og jeg får til fulde opfyldt min popcorn trang. Naturen er vitterlig bjergtagende, og det er første gang, at jeg har gået tur i en sky, haft en ko i afløbet og set natsværmere på størrelse med gråspurve. Vi har turkis mariehøns, og andre på størrelse med brumbasser, masser af bier og honning, fordi Monsanto ikke har sine klør i Peru, de er heldigvis udvist af landet siger rygterne. Jeg har set kondoren flyve over Marcapata, ørnen på jagt i bjergene og 24 Ibis fisker i vores lokale plørehul, ved siden af hvor vi bor. Det er gode tegn, siger de lokale.
Vi dyrker jorden med hakke og skovl, og en radrenser fra Danmark. Det er hårdt, men også lidt pudsigt og spændende at være i en situation, hvor at ALT hvad du ønsker, må du lave selv. Som Elin beskriver, vi har det jo nemt i dag, efter at vejen kom for lidt over 3 år siden. Før tog det 1½ time, at gå op til byen, nu kan jeg køre, og klarer det med motorcykelvognen på 10 min. I dag gik drivremmen til symaskinen, Elin fixede den med 3 elastikker…hahaha. Havde det været en søndag i Danmark, mon så ikke der var panik i det lille hjem. Når jeg skal til Cusco, som er den største by i denne del af landet, og der hvor Machu Pichu ligger, så foregår det enten på ladet af en lastbil eller også 5 timer med en bus, så kan du også have både kyllinger og dyrefoder med. Viiiildt moderne….

Vi bor i Amachu, lige ned til floden, som fortsætter ned til regnskoven 2 timers kørsel herfra. Det er en lille landsby med 5 huse, indbyggerne her er Quetua indianere. Vi kører 9 km til Marcapata én gang om ugen, hvor vi leverer mad/grøntsager til 150 mindre bemidlet skolebørn, som kommer langsvejs fra bjergområderne og overnatter på skolen i ugens løb. De kalder mig Gringa, jeg siger Nej, jeg er ikke gringa, heller ikke vikinga, jeg er Menneske. De griner, og elsker mit lange lyse hår, og mine ‘Fivefingers’ sko, som de alle meget gerne vil adoptere, de kan sagtens se fordelen i at kravle rundt i bjergene med disse sko. Og de er virkelig praktiske hernede (Google dem 🙂
Her går man i seng med solen og står op med solen. Så jeg er i seng kl. 19 nogle gange, og op kl. 05. Dog lidt imod mit indre ur. Når jeg ikke fodrer grise og høns eller graver i jorden, så mediterer jeg ved flodbredden sammen med køer og lamaer, eller besøger de lokale.

Forleden blev vi bedt om at hjælpe en quetua indianer med gigt i benene, vi havde en dansk sygeplejeske med, som også kunne se at blodtilførslen til hendes ben var elendig, hendes ben var fyldt med sår og meget blåfarvet, hun gav hende ihvertilfald ikke mange chancer. Den lokale læge kunne heller ikke hjælpe. Vi gik i gang med opvarmet kålblade, og gav hende healing igennem et par uger. Hun er nu på højkant, sårene er lægt, hun kan gå igen og hendes ben har fået en normal kulør. Hendes egen læge var meget glad for vores hjælp. De er tilsyneladende mere bevidste om energiernes vej, og gamle husråd, så der var ingen mistro eller overraskelse, blot tilfredshed over en hjælpende hånd, og det er jo skønt at kunne arbejde under disse betingelse Men det er jo heller ikke mærkeligt, for hvad er en by uden sin lokale shaman 🙂 Jeg håber, at de her vil bevare deres lokale healere og traditioner, hånd i hånd med den moderne udvikling.
Mange eventyrlige hilsner fra
Eva